Når disse linier når på Internet, er indlægget sikkert allerede forældet. NU bor vi her nemlig – i vores nye hus, og dét kommer der meget mere om på de følgende linier!
TDC har imidlertid så travlt med at være effektive andetsteds, at de først har tid til at sende en tekniker d. 15. januar, så før dén dato regner vi ikke med at få hverken telefon eller Internet. Vi ( - eller det vil sige manden i huset) har selvfølgelig forsøgt, om ikke der er et trådløst netværk ”til låns” i nabolaget. Det var der desværre ikke, så vi må finde os i at være offline i hele tre uger endnu...
Jamen, hvad så nu?
Jo, nu samler vi møbler... Smider de ting ud, som der ikke er plads til... Forsøger at organisere det hele, så vi kan være her med alt vores pik-pak og vores retarderede dyr...
Enhver god reportage tager afsæt i noget baggrundsinformation, så for fuldstændighedens skyld kan jeg oplyse, at lejligheden snart er tømt. Tilbage er især alt det tøj, som Camilla ikke kan passe på grund af sin frugtsommelighed + de ting, som Camilla ikke nænnede at smide ud, sidst vi flyttede. Nu kan vi blive nødt til igen at tage hvert eneste klenodie op til overvejelse for lige nu er her bestemt ikke mere opbevaringsplads, end der var i lejligheden...
”Rummet” i lejligheden er stadig godt og vel halvt fyldt, og der er også nogle forskellige beklædningsgenstande tilbage i skabene i entréen.
... Og så er der jo kogebøgerne... De står der også endnu, men der er trods alt rigget et skab til her i huset, hvor de skal stå - bekvemmeligt tæt på køkkenet!
Men nu til hovedattraktionen:
Som nævnt bor vi i vores store, dejlige hus, hvor vi nu har sovet tre nætter. Antallet af nætter skal nævnes, fordi flytningen til forældrenes store glæde og tilfredshed ikke volder Liva kvaler overhovedet! Hun sover som en engel både om natten og til (eller rettere efterhånden nogle timer over) middag. Der var lige et par dage, hvor hun var lidt morgensur, men flytningen og al virakken har jo på den anden side også været hård for hende!
Til gengæld er det fedt, at hun har fået sit eget fine værelse, hvor hun bare kan gå ind og stadig være dejligt tæt på sine forældre. Det har fra starten været tydeligt, at dét var noget, hun kunne bruge!
Med hensyn til flytning og overtagelse, så gik det over al forventning med god hjælp fra Kasper, Lenemor, ”mormor”, Allan Sandholt og ikke mindst byggebloggerens forældre, ”bedstemor og bedstefar”. Alle arbejdede som små bryggerheste, og det lykkedes at få flyttet langt det meste, kørt affald væk og samlet en del møbler! Herlig dag!!!
Huset er bare så dejligt, at vi ikke ved, hvor vi skal begynde, og hvor vi skal slutte. Det er – som mange ved – bestemt ikke færdigt, men det er allerede MEGET bedre end at bo oppe i lejligheden!
Der er lidt praktiske problemer omkring at få lagt gulvet i soveværelset, så indtil videre bor vi i det, der engang skal være børnenes legeværelse. Det store badeværelse bliver vist næsten helt færdigt på torsdag, hvor der kommer en fugesmølf og lægger elastisk fuge rundt om badekarret.
Det er meget lettere at fortælle, hvad der mangler, og hvor tingene ikke er i orden, så dét gør jeg altså... Men det betyder bestemt ikke, at vi ikke er både glade og tilfredse!!! Vi er helt vilde med huset og inventaret og fatter slet ikke, at det virkelig ER vores!!! Dén realitet går nok først op for os, næste gang det skal gøres rent fra en ende af... :-)
Men nu til arbejdet: Der mangler blandt andet
- gulv, inventar, lister mv. i soveværelset, fordi Grenaa Gulvcenter ikke havde fået trægulv nok hjem
- stort set alt i det lille badeværelse incl. VVS
- montering af quooker i køkkenet + tilslutning af håndklædetørrer i det store bad
- en hel del elektricitet herunder bland andet tilslutning til opvaskemaskine, tre kontakter i køkkenet, lys i bryggers med mere
- udskiftning af en defekt indbygningskogeplade
- en del kosmetiske arbejder i bryggers
- opsætning af fast skab i kontoret.
Alle håndværkerne springer løs på opgaverne igen i det nye år, og som nævnt dukker den første op allerede torsdag mellem jul og nytår.
Vi får mere og mere styr på det hele, og har nu hentet det sidste fra Solskrænten. Det er bestemt ikke let at være her endnu, men når engang de faste skabe er oppe, og vi kan indrette alle værelserne efter hensigten, så begynder det nok at ligne noget.
Byggebloggeren
… på ny Internet forbindelse…
Friday, December 28, 2007
Endelig er vi ”landet”!!!
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment