I ferien kom der en gammel, underlig, kranlignende ting og nogle overliggere til døråbningerne. I dag er der så kommet nogle elementer til indervæggene, og håndværkerne er med det samme begyndt at sætte dem op. De er nået cirka halvvejs rundt om Livas værelse, og det lille badeværelse begynder også at tage form.
På afstand ser det sådan her ud set nede fra baghaven. Gravid ægteviv anes cirka midt i billedet med noget i hånden.

Byggebloggeren havde af én eller anden grund forestillet sig, at indervæggene skulle bygges op af færdigindkøbte, skræddersyede elementer. Sådan gør de nemlig skråt overfor, hvor ejerne vist nok har kontrakt med A-Z Huse, og jeg havde også forstået på en anden håndværksmester, at han ville have gjort sådan.
MEN: Klinte-Husets folk bygger altså selv væggene op af elementerne, så det tager lidt længere tid end på den anden side af Solsikkevej. Det betyder nu ikke noget for os, om de gør det ene eller det andet, og det er stadig skægt at se det hele tage form, selvom det bliver en lang uge (eller måske to), indtil alle indervæggene er rejst i fuld højde, så vi kan danne os et indtryk af, hvordan rummene bliver.
Fra den anden side - ude fra vejen - kan man se det lille badeværelse forrest til venstre, mens Livas værelse ligger lige bag ved.

Godt, det ikke er min spinkle, drengede kontor-krop, der skal fuldspartle alle de elementvægge, for så blev jeg vist aldrig færdig...
Til sidst et billede, hvor Liva er på vej hen for at tage sit værelse i øjesyn. Hun virkede ikke synderligt imponeret, men følte sig måske alligevel hjemme. Hun begyndte i hvert fald at trække op i kjolen for at smide tøjet.

Vi venter spændt på flere vægge og bringer måske ved lejlighed et billede af vores overliggere, så de allermest nysgerrige læsere selv kan få syn for sagen.
Selv har jeg været en sviptur hos Punkt 1 i dag for at glo på hvidevarer - sådan helt uforpligtende. Pyh... Det er da til at blive helt svimmel af alle de forskellige apparater til at varme pizza med!
Byggebloggeren
- i skyggen med Luna
2 comments:
Jeg troede lige, det var priserne hos punkt1 du blev svimmel af!!
Spændende at se hvor hurtigt de kan knalde sådan en hytte op.
... det var det også, men det lyder ikke nær så pænt at skrive det på et offentligt website ;)
Post a Comment